-
Business-update: Pandora holdt insiderviden hemmelig for længe – nu forsvarer DI smykkekoncernen
Источник: BDK Finans / 30 сен 2024 09:39:50 America/Chicago
Velkommen til ugens første udgave af Berlingskes Business-update her fra avisens erhvervsredaktion. Vi har vanen tro været mediebilledet rundt for at give dig en opdatering over det vigtigste, der rører sig i erhvervslivet og økonomien lige nu. DI utilfreds efter Pandora får påtale for at gemme på insiderviden Danmark har betydeligt strammere regler for, hvor længe en virksomhed må ligge inde med insiderviden end andre europæiske lande. Det mener Dansk Industri (DI) ifølge Detailwatch, efter at Finanstilsynet har givet Pandora en påtale for at tilbageholde viden for markedet i to uger. Det er en afgørelse, som Pandora har valgt at anke til Erhvervsankenævnet. Tvisten tager udgangspunkt i, at Pandora ifølge Finanstilsynet ventede med at offentliggøre et mål om udbytte til aktionærerne på 14-17 milliarder kroner over de næste tre år. »Den her påtale er i vores øjne en afvigelse fra det, der er en normalt praksis,« siger Emil Fannikke Kiær, der er erhvervs- og medlemsdirektør i DI, og uddyber, at DI ser afgørelsen som en skærpelse »af det, man i øvrigt ser rundt omkring i Europa«. Pandora ventede til en kapitalmarkedsdag 5. oktober 2023 med at fortælle om udbytteplanerne. Efterfølgende steg aktien med 12 procent, da forventningerne for udbytte blev præsenteret sammen med nye langsigtede mål for vækst, indtjening, omsætning og aktietilbagekøb. Bestyrelsen vedtog dog ifølge Pandora målene omkring den 20. september, altså to uger før offentliggørelsen. Salling Groups nye strategi vil betyde stribe af nye butikker Salling Group, der blandt andet råder over kæderne Netto, Føtex of Bilka, vil vinde endnu flere af danskernes indkøbskroner. Det skriver Finans forud for, at kæden tirsdag vil præsentere en ny strategiplan, der skal række fem år frem. Planen skulle blandt andet indeholde ambitioner om at udvide antallet af butikker, som der aktuelt er cirka 1.750 af. Særlig er Polens marked for discount i dagligvarer interessant. Her har koncernen i de senere år investeret stort, og discountkæden Netto har blandt andet ekspanderet gennem opkøb. Netto har 663 butikker i landet, og blandt andet det tal skal vokse til endnu flere butikker i landet. Shippingindustri i overraskende ryk mod fossile skibe Det var ikke helt den vej, som det skulle gå. Men i de seneste måneder er der sket et skifte, der har fået analytikerne hos energianalysehuset Rystad til at spærre øjnene op, skriver Børsen. For noget kunne tyde på, at den prissensitive shippingindustri er begyndt at tøve med at gøre grøn metanol til den vigtigste grundsten i omstillingen væk fra fossile brændstoffer – i hvert fald lige med det samme. Ifølge Rystad ligger årsagen til de færre ordrer på metanolskibe lige til højrebenet. »Det giver ikke mening ud fra et økonomisk perspektiv indtil måske 2035 eller 2040,« siger Jo Friedmann, supply chain-analytiker hos Rystad. Shippingindustrien har på det seneste lagt så mange ordrer på skibe, der kan sejle på naturgas (LNG), at der i 2024 nu ligger flere ordrer på LNG-skibe end på skibe, der kan sejle på det grønne brændstof metanol. I begyndelsen af året var det lige omvendt. Selv A.P. Møller – Mærsk, der ellers er inkarneret fortaler for grøn metanol som fremtidens brændstof, lagde for nylig en række af slagsen i ordrebogen. Tre uundværlige fra Berlingske Business A: Skæbnedag venter DSV: Nu kommer central udtalelse fra tyskere Topfolkene i DSV får stor opbakning fra sælgeren Deutsche Bahn i forsøget på at overtage den store tyske logistikkoncernen DB Schenker til mere end 100 milliarder kroner. Men en toneangivende fagforening vil stemme nej til handlen, der efter planen skal falde helt på plads på onsdag. Læs mere her. B: Navneforbud ophævet: Advokat fra »Den sorte svane« tiltalt i sag om hvidvask for millioner Østre Landsret har netop ophævet navneforbuddet i omfattende hvidvasksag mod advokat Lise Roulund, der også er tiltalt for misbrug af betroet stilling. Det oplyser landsretten til Berlingske. Læs mere her. C: Gamle telefonkabler indbringer trecifret millionbeløb Storbritanniens svar på TDC har – med en tidligere TDC-topchef i spidsen – sikret sig en solid indtjening på at komme af med de kobberkabler, som nu bliver gravet op, efterhånden som det gamle fastnet nedlægges. Også i Danmark vil de gamle telefonkabler i videst muligt omfang blive gravet op af jorden. Læs mere her. https://www.berlingske.dk/virksomheder/business-update-pandora-holdt-insiderviden-hemmelig-for-laenge-nu